Skip to main content

SOSU-ASSISTENT: "Jeg er blevet mere sikker på mig selv og min faglighed"

INTERVIEW. Hvad kan man lære som studerende på SOSU Østjyllands Akademiuddannelse? To SOSU assistenter fortæller, hvordan uddannelsen har givet dem fornyet energi og mere faglig selvtillid.

 

 

Min faglige udvikling har taget et stort skridt på Akademiuddannelsen. Jeg er blevet mere sikker på, at jeg har noget fagligt at bidrage med på min arbejdsplads, og at mine argumenter for at gøre, som jeg gør, er i orden. Man ved ikke, hvad det gør for én, før man er i gang, men jeg kan varmt anbefale det.

Sådan fortæller Randi Bjerring Michelsen, der er SOSU assistent på Vestdansk Center for Rygmarvsskade og nu også akademiuddannet på SOSU Østjyllands Akademiuddannelse i Sundhedspraksis.

Uddannelsen er et tilbud i samarbejde med VIA University College til primært SOSU assistenter, der ønsker at videreuddanne sig inden for sit felt og styrke sine faglige kompetencer inden for retningerne Sundhedspraksis og/eller Ledelse.

Da Randis arbejdsplads havde svært ved at finde flere faglige udfordringer til hende, blev hun opfordret af sin tidligere afdelingssygeplejerske til at overveje uddannelsen, men hun indrømmer, at hun til at begynde med var skeptisk.

Jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge det til, fordi jeg tænkte, at det jo var det samme arbejde, jeg kom til at lave, når jeg kom tilbage fra uddannelsen. Men jeg kan tydeligt huske, at min afdelingssygeplejerske sagde: ‘Du skal tænke på det sådan, at du får fyldt noget i din værktøjskasse og får flere parametre at spille på’. Og det har jeg faktisk tænkt hele vejen igennem uddannelsen, at det lige præcis er, hvad man får.

 

Øje på egne styrkesider

SOSU assistent på hjertekirurgisk afsnit på AUH Charlotte Møller Frank er en anden nyligt akademiuddannet, og ligesom Randi valgte hun Akademiuddannelsen for at få flere faglige udfordringer.

Når man har været et bestemt sted i lang tid og er kommet på højeste kompetenceniveau, så har man brug for nye inputs for at bevare gejsten,” fortæller Charlotte og fremhæver, at den personlige udvikling for hende har været lige så omfattende som den faglige.

Det har været helt fantastisk. Jeg er blevet meget mere sikker på mig selv og bedre til at anerkende mine egne kompetencer, end jeg var tidligere, fordi jeg nu rent fagligt kan argumentere for, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og mener, som jeg mener. Det kommer af, at vi på Akademiuddannelsen får en teoretisk baggrund for vores praksis, ligesom vi lærer en teknik til at tilegne os nye kompetencer fremadrettet.

 

Eksperter på praksis

Netop de studerendes personlige udvikling bliver prioriteret højt på SOSU Østjylland, forklarer Maja Kellberg, der er uddannelseskonsulent på SOSU Østjyllands og vejleder på Akademiuddannelsen.

Det er vigtigt for os i vejledningen at få understøttet de studerendes læringsproces, sådan at de både får den nødvendige teori, men også får øje på deres egne styrkesider. SOSU assistenterne kommer med en viden fra arbejdspladsen, som gør dem til eksperter på praksis, og vi lærer som undervisere utrolig meget af at vejlede de studerende og høre, hvad der rører sig på deres arbejdspladser.

Hun understreger, at uddannelsen ikke kun er designet til at skabe værdi hos de studerende, men i høj grad også hos de arbejdspladser, de kommer fra.

Når en arbejdsgiver sender en medarbejder af sted på Akademiuddannelsen, sender de faktisk hele arbejdspladsen på uddannelse, fordi de studerende fra første dag arbejder med en indledende øvelse, der hedder ‘Gå hjem og iagttag din praksis, tal med dine kolleger, tal med din leder og identificer et indsatsområde, som kunne være omdrejningspunktet for et projekt’. Det giver også energi til de studerende, som får lov til at beskæftige sig med det, der optager dem allermest – deres praksis.

 

En fleksibel uddannelse

Randi Bjerring Michelsens har med sit afgangsprojekt undersøgt begrebet hverdagsinnovation på arbejdspladsen, mens Charlotte Møller Frank har arbejdet på en strategi for at få implementeret problemorienterede plejeplaner, så de bliver en naturlig del af sundhedspraksissen.

De har begge læst Akademiuddannelsen fleksibelt, dvs. taget undervisningen på deltid, så de kunne passe deres arbejde sideløbende. Det er ifølge uddannelseskonsulent Maja Kellberg et vigtigt aspekt af uddannelsen.

På den ene side vil arbejdsmarkedet rigtig gerne have, at SOSU assistenterne løfter sig rent fagligt. På den anden side er der mangel på assistenter ude på arbejdspladserne, og derfor er det svært for arbejdsgiverne at undvære deres medarbejdere. Men når vi gør det på den her måde, hvor de studerende kan tage uddannelsen på deltid eller netbaseret, oplever vi, at arbejdsgiverne har bedre mulighed for at støtte op om det,” siger hun.


Vil du også tage Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis og/eller Ledelse? Vi starter nye hold i foråret 2019. Læs mere om uddannelsen og tilmelding eller kontakt sekretariatet på SOSU Østjylland, tlf. 87412604 / 87412610.