Skip to main content

”Der er meget fokus på det sundhedsmæssige, men der mangler en pædagogisk vinkel”

Interview. Dagplejer Mette Ravn og pædagogmedhjælper Mikkel Offersen er med i forreste linje i genåbningen af dagtilbuddene. Her deler de deres tanker om udfordringerne og de gode løsninger.

21. april 2020

- ”Det er vigtigt, at børnene kommer tilbage til så almindelig en hverdag, som muligt. Det skal ikke være kunstigt og børnene skal ikke blive utrygge".

Dagplejer Mette Ravn siger det flere gange. Hun understreger samtidig, at hun selvfølgelig skal og vil overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

Udfordringerne for Mette ved genåbningen af dagplejen er åbenlyse. Hun skal holde afstand, men hun skal også skabe nærhed og nærvær for fire små børn, som med i alt 40 pilfingre når at røre ved mange ting på en dag.

Fokus på en tryg og velkendt hverdag

Alt det praktiske er der råd for, fornemmer man klart på Mette. Hun vil være endnu mere ude med børnene, end de plejer. Der er ryddet ud i legetøjet og bøgerne er lamineret, så de let kan tørres af. Håndvask kan gøres til en leg med forskellige typer svampe, for bare at nævne nogle af hendes idéer.

Hun er mere optaget af de pædagogiske udfordringer. Den vigtige tidlige tilknytning, relationerne, den trygge hverdag i kendte rammer, den gode aflevering om morgenen.

- ”Der er meget fokus på det sundhedsmæssige, men der mangler en pædagogisk vinkel på det. Sygdom er synlig, men vi kan ikke se, hvad der sker i børnene, hvis de får en utryg hverdag”, siger Mette.

Derfor gør hun alt, hvad hun kan, for at gøre hverdagen så velkendt som muligt for børnene. For eksempel er den gode aflevering om morgenen udfordret af, at forældrene nu skal aflevere hurtigt. Derfor har Mette lavet en fotobog med billeder af indkørslen, huset, døren og entreen.

Hun aftalte også et videoopkald med de to familier, der startede mandag, så børnene kunne se hende og høre hendes stemme efter en lang periode hjemme.

Hun kan dog ikke gøre noget ved alle konsekvenserne. Det er eksempelvis sværere at lade børnene deltage i de praktiske opgaver såsom selv at skære sine madder ud eller hælde vand op med en børnekande. Og så savner hun sin legestue med kollegaerne og de andre børn.

Også den første dag med genåbning har Mette gjort sig sine overvejelser om:

- ”Om morgenen, når det første barn kommer løbende og giver mig et kram, vil jeg nok lige tænke ’uh, må jeg det’. Men så vil jeg kramme det, for hvis ikke jeg gør det, bliver barnet utrygt allerede dér.


"Vi kan og skal ikke skrue ned for omsorgen, men vi kan være mere hygiejniske imens”

I vuggestuen Ellevang i Vejlby gør pædagogmedhjælper Mikkel Offersen sig nogle af de samme tanker.

Den første uge – inden børnene kom – er gået med praktiske forberedelser. Vuggestuen har lavet en ny struktur for hverdagen, opdelt børnene i mindre legegrupper og fortalt forældrene, at de skal aflevere børnene udendørs.

Nu er en ny hverdag i gang, hvor meget er anderledes. For eksempel er børnene mere ude, og legetøj og sengetøj skal vaskes til middag, når børnene sover. Derfor har institutionen ansat en ekstra rengøringsassistent 20 timer om ugen. Selvom de nye tiltag fylder meget i hverdagen ændrer det ikke på den pædagogiske tilgang:
- ”Børn er børn. Vi kan og skal ikke skrue ned for omsorgen, men vi kan være mere hygiejniske imens”, siger Mikkel.

På hans stue har de en god normering med tre voksne til 8 børn. Det giver god mulighed for ture og masser af udendørs aktiviteter. Faktisk har børnene været så glade for den ekstra tid udendørs, at personalet overvejer at holde fast i, at børnene i sommerhalvåret bliver afleveret udendørs om morgenen – også efter Corona.

Mikkel mener, at tilgangen til de mange forandringer i hverdagen er vigtig:

- ”Vi tage en dag af gangen og sørger for ikke at stresse over forandringerne, for det kan børnene mærke lige med det samme”.