Skip to main content

Dorthe Birkmose holdt foredrag om forråelse

SOSU Østjylland havde tirsdag og onsdag inviteret til temadag med Dorthe Birkmose. Medarbejdere fra praksis fik fornøjelsen af en veloplagt foredragsholder, der fortalte om risikoen for forråelse i arbejdet med mennesker

16. maj 2018

Med udgangspunkt i sin egen fortælling fortalte Dorthe Birkmose om, hvordan afmagt kan føre til forråelse i den enkelte og på arbejdspladsen, når man arbejder med mennesker.

Når fagligheden trænges i baggrunden af tidspres, besparelser og manglende uddannelse ligger forråelsen på lur. I en direkte tone og med en god portion humor, der vakte genkendelsens latter blandt publikum, gennemgik Dorthe Birkmose en lang række af de faglige afmagtssituationer, der kan føre til forråelse; når man ikke kan hjælpe en syg eller døende borger eller patient, når man ikke har tid, når man ikke må, når personen ikke vil have hjælp, når borgeren er udadreagerende og så videre.

Foredraget bevægede sig derefter ind på grader af forråelse og faresignaler. Her skulle publikum selv på banen og være med til at få øje på sprogbrug, handlinger og andre tegn på forråelse på deres egen arbejdsplads. Det blev så koblet til hvordan sociale strukturer på en arbejdsplads kan sætte den enkeltes moral under pres - eller ud af kraft.

Temadagen blev meget vel modtaget. De talrige eksempler fra Dorthe Birkmoses eget arbejde med borgere og patienter var en stor gevinst, ligesom den direkte og humoristiske stil gav en afslappet og uformel stemning, som publikum følte sig trygge i - og derfor fandt plads til at åbne op for at se sin egen og hinandens forråelse i øjnene.

Dorthe Birkmose er forfatter til bogen 'Når gode mennesker handler ondt'.

Her finder du Dorthe Birkmoses hjemmeside >>