Skip to main content

EUD-messe var en kæmpe succes

Onsdag den 7. november slog Silkeborgs erhvervsuddannelser og skoleafdelingen for første gang dørene op til et kæmpe uddannelsesmekka for Silkeborgs 8., 9., og 10. klasser og deres forældre i Jysk Park. Det var et tilløbsstykke med masser af stande, hvor man kunne prøve uddannelserne i praksis, gode snakke om uddannelsesvalg, taler og konkurrencer.

7. november 2018

Det var en dundrende succes, da SOSU Østjylland var til stor erhvervsuddannelsesmesse i JYSK Park, arrangeret i samarbejde med College360 og Silkeborg Kommune.

Den første halvdel af messen var for byens 8. klasseelever. Her dystede hold af tre personer mod hinanden i erhvervsrelaterede opgaver, hvor de for eksempel skulle piske æg, designe en hjemmeside og dosere medicin. Sideløbende med konkurrencen var der uddannelsesmesse i parkens lounge. Her kunne eleverne prøve og mærke uddannelserne, snakke med elever og vejledere og deltage i konkurrencer.

SOSU Østjyllands stande var et trækplaster, og ikke uden grund. Elever, uddannelsesvejledere og undervisere gjorde en kæmpe indsats for at vise uddannelserne i praksis og komme i snak med de unge om deres drømme og mulighederne på skolens uddannelser.

De besøgende kunne prøve at lifte hinanden i seng, tegne mønstre med en simuleret hjerneskade, øve injektioner i kunstige arme og ben, prøve livet som døv og overvægtig, forsøge at tage flyverdragt på som et børnehavebarn, spille og lege.
Den legende og sanselige tilgang til at blive klogere på uddannelsesvalg gik rent ind hos de unge, som strømmede til SOSU Østjyllands stande.

Om eftermiddagen og aftenen var messen åben for 9. klasseelever og deres forældre og andre interesserede. Rigtigt mange lagde vejen forbi efter skole og arbejde og fik gode snakke om uddannelsesvalg og ikke mindst udvidet deres viden om og syn på erhvervsuddannelserne.

Silkeborg viceborgmester Søren Kristensen holdt tale og messen var massivt dækket af Midtjyllands Avis, TV2 Østjylland, TV Midtvest og Radio Silkeborg.

I næste uge er SOSU Østjylland igen til messe – onsdag den 14. november i Fælledhallen i Skanderborg og torsdag den 15. november i Ceres Arena i Aarhus.