Skip to main content

Indvielse af afdeling i Skanderborg

I august indviede SOSU Østjylland den nye afdeling i Skanderborg. Det var som en indvielse skal være, med bobler, taler og rundvisninger. Dertil var der bestilt solskin, så buffet og kaffe kunne nydes udendørs.

Den nye afdeling deler lokaler med Sprogcenter Midt på Grønlandsvej 5. Bygningen er en tidligere møbelfabrik, der sidenhen har modtaget en arkitekturpris for den spændende indretning. 

Den industrielle fortid præger fællesområderne på fin vis, og kombineret med masser af moderne faciliteter og ikke mindst utallige kroge og mødesteder, er det perfekt til gruppearbejde og lektielæsning.  

I august startede der i Skanderborg en Grundforløb 1 klasse på 15 elever. Til januar kan de fortsætte på SOSU hjælper- eller SOSU Assistentuddannelsen. Ønsker eleverne at tage den Pædagogiske Assistentuddannelse, skal de dog søge om optagelse i enten Aarhus eller Silkeborg. 

Derudover startede der også i august en EUD10 klasse med 10 elever. EUD10 klassen er et samarbejde med Skanderborg Kommunes 10.klassestilbud. Eleverne er på SOSU Østjylland i ca. 60 dage på et skoleår. 

Til september starter et hold Grundforløb 2 SOSU, hvor det forventes at omkring 25 elever starter. Til maj starter endnu et hold på Grundforløb 2 SOSU. 

Herudover vil der efter uge 42 komme brobygning for 9. og 10. klasses elever i Skanderborg. 

Der er stor opbakning om den nye skoleafdeling i Skanderborg, der skal sikre et lokalt uddannelsestilbud, som kan afhjælpe manglen på faglært arbejdskraft inden for ældreplejen.

Den nye skoleafdeling fik til indvielsen fine ord med på vejen. Skanderborgs borgmester Frands Fischer, bestyrelsesformand Hans-Jørgen Hørning og direktør Anette Schmidt stod for dagens taler.

Skolen glæder sig over en vellykket indvielse, hvor der var højt humør og gode snakke blandt gæster og ansatte. 

Denne gang blev det desværre ikke til Åbent Hus, som ellers planlagt, men vi glæder os til at vise afdelingen og fagene frem, så snart det er muligt.