Skip to main content

Kronik: Genåbningen af dagtilbud bæres af brede skuldre

Professionelle omsorgsudøvere skal værne sig mod COVID-19, men…

22. maj 2020

Kronik af Britta Andersen (bran@sosuoj.dk), Cand. pæd. psyk og underviser i efteruddannelsesafdelingen

….der er også behov for at værne om det mentale overskud i en tid, hvor fagligheden sættes under pres. De velkendte rammer og retningslinjer for det pædagogiske arbejde er delvist sat ud af spil. Der må træffes valg, på ukendt grundlag – og ofte på kort tid. Med det forløb, der har været omkring COVID-19, fra nedlukning, nødpasning og til den nu igangværende gradvise genåbning, har der været – og er stadig - behov for det pædagogiske personales evner til omstillingsparathed og fleksibilitet.  

Meget ser ud til at være lykkedes rigtig godt! Der skabes forsat dagtilbud af høj kvalitet mange steder. Der leveres en seriøs og ihærdig faglig indsats, på trods af de ændrede og komplekse vilkår. Og det bærer frugt. En større del af det pædagogiske personale vurderer, at genåbningen har fungeret godt - set fra børnenes perspektiv, (jf. undersøgelser fra BUPL og FOA).

Der er således god grund til at give liv til de mange skønne praksisfortællinger om stjernestunder og kreative, fleksible løsninger på nye regler og krav. Men, parallelt med succeshistorierne, synes der tillige at være et behov for at give plads til de negative oplevelser og de negative konsekvenser af denne periode.

Set fra de professionelles perspektiv, er genåbningen nemlig ikke lykkes uden omkostninger. Der eksisterer derfor også fortællinger om en svær tid med svære arbejdsvilkår. Og om et arbejdsmiljø der nogen steder er stærkt påvirket.

Både BUPL og FOA har netop på den baggrund iværksat undersøgelser og forskning. Der er behov for at blive klogere på de mulige negative konsekvenser, og naturligvis nok så vigtigt, at gå på opdagelse i forskellige muligheder for at reducere omfanget af disse negative konsekvenser.

Fundamentet for tryghed og forudsigelighed i det pædagogiske arbejde er under pres

Når rammer og retningslinjer for det pædagogisk arbejde bliver for uforudsigelige, så er fundamentet for det pædagogiske arbejde også mere utrygt.  Hvordan skabes gode og trygge læringsmiljøer, når der samtidig skal iværksættes optimale betingelser for beskyttelse imod COVID-19? Og hvad er så de optimale betingelser? Og i hvilken udstrækning skal denne beskyttelse finde sted?

Ja, Sundhedsstyrelsens svar på de spørgsmål ændrer sig jo løbende, og er samtidig genstand for forskellige måder, hvorpå de fortolkes, og udmøntes i praksis. Således må praksis løbende justeres og tilpasses, og muligheden for at føle sig ”på sikker grund” med de valg, der træffes, er tæt på ikke-eksisterende.

Må Frederik gynge med sin gode ven, Hans, når de er i hver sin gruppe? Hvis der skal være flere børn i institutionen, hvor skal de så være? Hvad stiller jeg op med den forælder, der afleverer uden for det tidsrum, der er aftalt? Svarene på de spørgsmål er ikke entydige, og næppe heller de samme i dag, som for 2 uger siden. Det kan afføde megen tvivl, usikkerhed, utryghed – og den professionelle må – i samarbejde med kolleger og leder – finde sit eget ståhed midt i denne uforudsigelighed.

Samtidig, og nok så vigtigt, er opgaven jo til stadighed at yde god omsorg for børnene og bidrage til optimale betingelser for deres trivsel og udvikling, også under disse nye omstændigheder. Når børnene med glæde i øjnene og begejstring i kropssproget leger og tumler, og på forskellig vis er i gang med at opleve og undersøge livet i dagtilbuddet, så kommer det ikke af sig selv.

Det kræver professionelle voksne, der er nærværende. Professionelle voksne, der er anerkendende, og som på smukkeste vis kan trøste, støtte, udfordre og guide børnene i hverdagen. Professionelle voksne, der formår at skabe tryghed og forudsigelighed for børnene, så de kan navigere i denne nye virkelighed.

Nogle børn (og deres forældre) har i denne tid måske endda behov for mere end det – Felix, der pludseligt reagerer meget voldsomt, når der stilles krav til ham… Idas mor der er frustreret og bekymret over, om det nu også er forsvarligt, at børnene skal være ude hele dagen, når det er SÅ koldt!... – der kan være meget stærke reaktioner, der skal rummes og bæres af brede skuldre. Den professionelles brede skuldre.

Fra belastningsreaktioner til udbrændthed og omsorgstræthed

Det ér en tid, hvor mange af os kan opleve, at bekymringer og svære tanker og følelser trænger sig på. Og vi har forskellige strategier til at håndtere det. Når man som professionel omsorgsudøver så samtidig står i feltet imellem uforudsigelige rammer og betingelser og det at skulle skabe tryghed for børnene (og deres forældre), så er det ikke overraskende, hvis der måske opstår forskellige reaktioner som eksempelvis afmagt, bekymringer, irritation, frustration, forvirring.

Det afgørende er, hvordan disse helt normale reaktioner på unormale omstændigheder bliver håndteret både af den enkelte selv, men også kollegialt og ledelsesmæssigt. Hvis man fx fyldes af irritation over, at der fra politisk side ikke meldes klart ud, eller man bliver bekymret over, om man nu får overholdt alle retningslinjer, hvordan kommer man så af med det – så det ikke overskygger de mange gode oplevelser og gyldne øjeblikke med børnene?

Får disse tanker og følelser lov til at leve sit eget, upåagtede liv, så opstår nemlig risikoen for stress, udbrændthed og omsorgstræthed. Udbrændthed handler først og fremmest om rammerne. Så når man over tid oplever sig overbelastet og stresset som følge af for stort pres og for meget kompleksitet, så kan denne tilstand opstå.

Kombineres det med oplevelsen af, at der samtidig skal ydes en særlig hjælp, støtte og omsorg for nogen mennesker, så kan en tilstand af udmattelse og dermed omsorgstræthed opstå (Isdal, 2020).

Kollegial og ledelsesmæssig omsorg for hinanden – et nødvendigt værnemiddel

En tid som denne kalder på mange måder på fællesskabet. Det står også centralt, når det handler om at værne imod udbrændthed og omsorgstræthed. Der er behov for, at den enkelte er opmærksom på belastningstegn både hos én selv og hos kollegaen, og naturligvis også at lederen er det ift. sine medarbejdere. Det kan fx være en kollega, der virker trist og modløs, der virker irriteret og negativ, der skælder for meget ud… Det kan være, at man i en stille stund får øje på det hos sig selv.

Der er behov for opmærksomhed, men i høj grad også oprigtig interesse, forståelse og tolerance. Vi oplever ikke alle det samme, eller på samme tid. Men med et citat fra den legendariske filmanmelder Ole Michelsen så ”kan vi alle komme i en situation, hvor vi har brug for hjælp”.

Når eller hvis det sker, så er det af afgørende betydning, at der er ledelsesmæssig og kollegial støtte og sparring til rådighed. Så udfordringerne ikke individualiseres. Der kan være behov for et øre der kan lytte, så man får luft – men der kan også være behov for, at man bibringes en ”tilpas forstyrrelse”, så oplevelsen tilføres nye dimensioner, og man måske får nye øjne på situationen.

Denne tid kalder også på, at der holdes fast i den høje faglighed, der kendetegner det pædagogiske personale: anerkendelsen som grundindstilling – den aktuelle situation opleves forskelligt. Giv plads til disse forskellige oplevelser. Situationen kalder også på den mentaliserende tilgang – hvor vi forsøger at se bag andres adfærd og være nysgerrige på, hvilke følelser og behov, der ligger nedenunder.

Den kollega, der virker irriteret og negativ, har måske behov for anerkendelsen af, at dette ér en belastende situation? Måske er denne irritation et udtryk for det brændende ønske, hun nærer om at skabe det bedste læringsmiljø for børnene.

Egenomsorg – også et nødvendigt værnemiddel

Denne tid kalder på, at der i det faglige fællesskab stilles skarpt på retten til at fejle og til ikke at have styr på alt. Men nok så vigtigt er det, at den enkelte fagperson også kigger på sig selv igennem de briller. Giv dig selv samme omsorg, som du giver din omverden! Det er, når tingene virkelig bliver krævende, at man har mest brug for at kunne passe på sig selv. Og også i sådanne situationer, at det er sværest. (Isdal, 2020, s. 252).

Det er uundgåeligt at opleve frustrationer, begå fejl, ikke leve op til idealerne – ikke mindst i denne tid. Så det er vigtigt at ”tilpasse farten efter forholdene”! De idealer man styrer efter og de krav, man dermed stiller til egen faglighed er væsentlige drivkræfter, når det handler om at skabe dagtilbud af høj kvalitet. Og det må og skal være målet. Men ingen, hverken børn, forældre, kolleger eller ledere kan forvente eller stille krav om det perfekte (og måske gør de det heller ikke!?). Slet ikke i en tid, hvor vi alle er ombord på et skib, der bygges, mens vi sejler det.

Det er uendeligt nærliggende at lade sig opsluge af bekymringerne og alle de ubesvarede spørgsmål. Tag det alvorligt. Det må godt være der – spørgsmålet er: hvilken omsorg vil du give en kollega i den situation? Og giver du dig selv den samme grad af omsorg?

Der er naturligvis mange måder, hvorpå man tage vare på sig selv og give sig selv egenomsorg: pauser, ro, justering af krav og forventninger til sig selv, søge rådgivning og vejledning, kollegastøtte, skrive refleksioner ned, bede om hjælp, dyrke mindfullness, synge - listen kan hurtigt blive meget lang og få den modsatte effekt! Så den blot giver anledning til mere dårlig samvittighed, skyld og skam over alt det, man heller ikke får gjort!

Spørgsmålene må være: Hvordan er du god ved dig selv i dit arbejdsliv? Hvilke gode ting gør du for dig selv? Og hvordan kan du se, at det er til glæde og gavn for børnene, og forældrene, dine kolleger, din leder, at du gør disse gode ting for dig selv? 

Der er behov for værnemidler af mange forskellige slags i denne tid – ikke mindst de mange former for værnemidler, der sikrer, at børnene møder professionelle voksne, der kan stå distancen, og fortsat kan bære det pædagogiske ansvar på deres brede skuldre

 

Kilder:

  • Isdal, Per: Medfølelsens pris. Når professionelle hjælpere har brug for hjælp. Akademisk Forlag, 2020

  • Hagelquist, Janne Østergaard (2015): Hans Reitzels Forlag

  • Michelsen, Ole: Den dansende dæmon. Beretning fra en ædru alkoholiker. Lindhardt og Ringhoff, 2014