Skip to main content

Kronik: Vi kan ”smitte” med andet end Corona

Et pædagogisk perspektiv på genåbningen af dagtilbud i Danmark.

16. april 2020

Kronik af underviser Mille Søby Jensen, pædagog og kandidat i Pædagogisk psykolog

Regeringen har lanceret en plan for den ”gradvise og forsigtige genåbning af Danmark”. De yngste børn og deres professionelle omsorgspersoner er hermed nogle af de første til at tilbageerobre hverdagen. Det er dog uden tvivl en anden hverdag, de møder. Det er der mange grunde til, ligesom der er mange gode og fornuftige grunde til, at vi skal tage vores forholdsregler for at undgå smittespredning. Det er en præmis fra nu af, og selvfølgelig skal det pædagogiske personale støtte op om det.

Der er meget, der kan gøres. Mere rengøring. Legetøjsvask, hvor børnene hjælper med. Meget ophold udenfor. Fængende vaske-hænder-sange og mere tid ved håndvasken. Rim og remser om host og nys i trøjen. Stueopdeling. Legepladsopdeling. Alt dét og meget mere kan gøres.

Vi skal have mere fokus på hygiejnen i de danske dagtilbud og vi skal følge en række restriktioner for at stoppe smittespredningen. Det er et sundhedsfagligt perspektiv, vi som enkeltpersoner og samfund, bliver nødt til at indtage i denne tid. I genåbningen af Danmark, hvor de yngste borgere er de første, vil det imidlertid være et kæmpe svigt, hvis ikke også det pædagogiske perspektiv kommer på dagsordenen.

Afstand og angst ”smitter” også

Det er så relativt kort tid siden, at Corona blot var navnet på en lys øl og at hverdagen var som den plejede. Virkeligheden ser nu sådan ud, at mange af os går buer uden om hinanden når vi går tur, og at det kan føles helt forkert, når vi ser mennesker, der krammer hinanden på TV. Der er så meget i vores samvær med hinanden, der har ændret sig i denne korte periode. Det gør noget ved os. Det gør noget ved vores relationer.

Vi bliver selvfølgelig indimellem bange og utrygge. Jeg forstår udmærket, at mange inden for det pædagogiske felt er bange for at blive smittede, eller bære smitten videre til deres nærmeste. Dagplejeren kan ikke udføre sit arbejde bag en skærm, som kassemedarbejderen kan. Vuggestuepædagogen kan ikke tage maske, briller og handsker på, som sygeplejersken kan. Der er en indbygget nærhed i pædagogisk praksis, som vi ikke kan komme uden om.  Derudover kan vi ikke sikre os, at børns nys altid ender i ærmet og at de ikke netop har haft hænderne i munden. Den nærhed i vores relationer, vi holder så meget af, kan pludselig føles utryg. Og hvad gør vi så?

Vi skal som professionelle efterleve myndighedernes anbefalinger for at passe på os selv og hinanden. Det indebærer blandt andet, at vi i et vist omfang skal holde afstand. Det skaber imidlertid et paradoks for den professionelle, for hvordan kan man på én gang holde afstand og give nærhed? Det er svært. Voksnes holden afstand til børn må aldrig være på en måde, hvor det føles som en afvisning. Det vil skabe meget utrygge børn. Det er også vigtigt, at afstanden ikke får lov at fylde mere end den nærhed, der er så afgørende i pædagogisk praksis. Det er svært at se, hvordan vi finder balancen, men vi må starte med at rette blikket mod os selv.

Børn spejler sig i voksne. Hvis børn møder angste voksne, der udviser utryghed i samværet, så ”smitter” det, og angsten og uroen bliver også børnenes. Rigtig mange børn har på nuværende tidspunkt allerede et ’system’, der er i alarmberedskab. Nogle er bange. Nogle er meget optagede af at have helt rene hænder. Andre er angste. Det skal vi tage alvorligt.

Hvis der er noget, børnene særligt har brug for lige nu, så er det rolige voksne med rolige nervesystemer. Det er modgiften til børns angst. De skal mærke voksnes ro og nærhed, for at de kan føle sig trygge. Det kræver imidlertid, at der er ordentlige betingelser, så det pædagogiske personale rent faktisk kan forebygge smittespredningen og skabe tryghed for børn og dem selv. Ud over de nødvendige betingelser kræver det, at vi som voksne hjælper hinanden med at tage ansvar for vores eventuelle angst og utryghed, så børnene i hvert fald ikke får dén smitte.
 

”Børn er børn”

Jeg blev meget lettet, da jeg hørte Pernille Rosenkrantz-Teil og Søren Brostrøm udtale, at ”børn er børn”. Jeg tænkte, at der hermed var forståelse for de elementer, der gør børns liv til et godt børneliv, nemlig leg og venskab. Derfor blev jeg også frustreret, da jeg hørte, at det pædagogiske personale har fået en ny arbejdsopgave – at skabe afstand mellem børn. Hermed opstår nemlig endnu et dilemma mellem det sundhedsfaglige og det pædagogiske. For hvordan kan vi sørge for afstand mellem børn, når vi hver eneste dag forsøger at gøre nøjagtig det modsatte?

Dette skal ikke læses som en kritik af sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Retningslinjen om afstand mellem børn er helt sikkert både et fornuftig og forsvarligt valg – fra et sundhedsfagligt perspektiv.

Fra et pædagogisk perspektiv er det hjerteskærende og farligt. Fra den pædagogiske forskning ved vi, at børns relationer til hinanden har afgørende betydning for deres udvikling, læring og ikke mindst trivsel. Når man i interviews spørger børn, hvad der er det allerbedste ved at komme i daginstitution, så kan man være nærmest sikker på, at de svarer: ’At lege med mine venner’. Det er et helt grundlæggende element i det gode børneliv at få lov til at lege med sine venner.

Vi kan og skal forsøge at lave opdelinger i hverdagen, men vi må ikke tage nærheden ud af børns relationer. Børn har brug for hinanden. De har brug for at tumle med hinanden, sidde sammen og lege de fedeste lege. Det kan de ikke gøre uden at være tætte og give sig hen til hinanden. Det må vi ikke ødelægge, ligesom vi ikke må gøre dem bange for deres indbyrdes nærhed.

Vi kan forsøge at skabe de bedste betingelser for at undgå smittespredning, men at skabe afstand mellem børn og ekskludere dem fra børnefællesskaber må aldrig blive en pædagogisk opgave. Det må heller aldrig blive børns opgave eller ansvar at sørge for en sikker afstand til hinanden. For det første kan de ikke påtage sig det ansvar og for det andet har de et eksistentielt behov for at være tæt på hinanden. Børn er børn og de har brug for hinanden.

Professionel pædagogisk praksis

Pædagogisk praksis har aldrig været - og vil nok heller aldrig blive - særlig hygiejnisk. Der er kroppe der skal krammes, hænder der skal holdes, bleer der skal skiftes, tårer der skal tørres, næser der skal pudses og lege der skal leges. Børn og voksne er tæt sammen, og det er med god grund. Det er gennem de nære og omsorgsfulde relationer at børnene bliver trygge i verden. Børn udvikler sig ikke og lærer ikke noget, hvis de er utrygge, fordi hele deres system så er i alarmberedskab. Den professionelle pædagogiske praksis består med andre ord i at skabe nære, trygge og omsorgsfulde relationer. Hver dag og i alle møder med børnene.

Som børnenes minister påpeger, så skal små børn selvfølgelig skiftes, trøstes og have god kontakt. Naturligvis. Men der er meget, der skal gå op. Der er mange små hænder og meget legetøj, som skal vaskes. Børn, der skal grupperes, og som ikke kan lege med dem, de plejer. Der er børn, som savner deres forældre, og der er børn, der har haft nogle svære uger der hjemme.

Den nye hverdag bliver en udfordring. Vi skal undgå smittespredning, men vi skal også få vores børn trygt og godt igennem denne periode. Det kræver tid, hænder og omsorg. Ellers kan det pædagogiske personale ikke give børnene den nærhed, de specielt nu har så hårdt brug for. Det gælder særligt de helt små børn og den gruppe vi omtaler som ’børn i udsatte positioner’. De har om nogen brug for vores trygge favne, når de igen træder ind af vores døre. Vi skal selvfølgelig følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer, men vi skal også ”smitte” med alt det vi er så fantastisk gode til: Nærhed, tryghed og omsorg.

Medarbejdere inden for det pædagogiske felt er kreative og omstillingsparate. Det er med stolthed i hjertet jeg tænker på alle de dagplejere, pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, som jeg har mødt som pædagog og underviser. De er vant til at få ting til at lykkes, ligesom de helt sikkert vil få det her til at lykkes.

Jeg håber inderligt, at de har de nødvendige betingelser for at løfte en ny arbejdsopgave; nemlig at skabe en ”forsvarlig” hverdag -  både sundhedsmæssigt og pædagogisk. Hvis ikke det er tilfældet, kan vi som samfund ikke være bekendt at sende vores yngste afsted som de første.