Skip to main content

Praktikvejleder: ”Det blik man får, når noget pludselig går op for en elev”

Onsdag den 29. maj 2019 springer 24 elever ud som praktikvejledere på SOSU Østjyllands afdeling i Silkeborg. For Line og Christina har basisuddannelsen for SOSU’er og Pædagogiske Assistenter givet dem masser af redskaber, de kan bruge i rollen som praktikvejleder.

28. maj 2019

Line Noble (24) og Christina Hardam (43) sidder i skolens Hjerterum og arbejder med den afsluttende prøve, de skal til i morgen som afslutning på uddannelsen til praktikvejleder.

Alligevel har de givet sig tid til at tale lidt om uddannelsen. De fortæller begge, at uddannelsen har givet dem teoretiske værktøjer til noget, som de allerede gjorde en smule i forvejen, men som de nu kan bruge meget mere bevidst.

”Vi har fået nogle virkelig fede værktøjer til at hjælpe eleverne med at komme i mål,” siger Line. Hun nævner differentiering som eksempel, altså det at have forskellige tilgange til eleverne, så man finder en måde, der passer til den enkelte elev.
”Eller at bruge feedback bevidst for at få eleven til at reflektere”, indskyder Christina.

De er begge blevet mere sikre på sig selv – også i rollen som praktikvejleder.
”Jeg er blevet mere bevidst om min egen rolle i kommunikationen med andre. Og så har det været fedt at opleve, at det her kan jeg godt klare,” fortæller Line.

Christina fortæller, at hun i starten var nervøs ved tanken om at have elever som praktikvejleder. ”Det er jeg ikke mere, for jeg ved, at jeg er godt klædt på til opgaven med de værktøjer, vi har lært”.

Vigtigt at skabe de rette rammer
Line er blevet mere bevidst om, hvor meget elevens første møde med hende som vejleder og med arbejdspladsen som helhed betyder. Det har allerede fået hende i gang med at lave små forandringer på arbejdspladsen - blandt andet en velkomstmappe til nye elever.

”Jeg vil sige, at uddannelsen som praktikvejleder er nødvendig for, at kunne skabe de rette rammer for eleverne,” uddyber hun.
”Jeg kunne ønske mig et mini-kursus som det her for alle på min arbejdsplads. Vi har fælles ansvar for eleverne, så når jeg ikke er der, tager de andre over. Alle kunne have glæde af de her redskaber”.

Christina tager et blik for det enkelte menneske med sig fra uddannelsen. ”Som vejleder skal man se den enkelte elev og sige ’hvad har den person brug for?’ Det er grundstenen som vejleder,” siger hun.

De vil begge anbefale uddannelsen til andre, hvis man har interessen. Line bliver motiveret af at se udviklingen hos eleverne. ”Det blik man får, når noget pludselig går op for en elev. Det elsker jeg,” siger hun.

De mener begge, at uddannelsen er tilrettelagt på en god måde med undervisere, der har forskellige baggrunde og fagligheder.
”Det har også været godt, at vi på holdet har forskellige fagligheder og meget forskellige arbejdsområder. Det har givet nogle gode diskussioner og fælles refleksioner,” supplerer Christina inden de vender tilbage til prøven og afslutningen i morgen.

For praktikvejledere som Line og Christina udbyder SOSU Østjylland en overbygningsuddannelse på 12 dage med start den 2. september 2019.
Se mere om uddannelsen her >>

Basisuddannelsen som praktikvejleder af 11 dages varighed starter den 9. september 2019.
Se mere om uddannelsen her >>