Skip to main content

SOSU-elever træner opmærksomhed og nærvær

To hold elever på SOSU Østjylland har haft mindfulness på skemaet i ti uger. Underviser Hanne Ravn oplever, at forløbet har en afstressende effekt på eleverne, som de både kan bruge i skolen og når de senere møder borgerne i en hektisk hverdag. Forløbet er en del af pilotprojektet ’Stressfri hverdag for børn og unge’ i samarbejde med Dansk Center for Mindfulness.

4. juni 2019

”Prøv at åbne i brystkassen og mærke jeres vejrtrækning. Måske kommer I til at gabe, så er det bare helt fint. Nu har I gang i tre ting; koncentration, vejrtrækning og bevægelse af kroppen. De øvelser her kan I selv lave sammen med borgeren, når I har 5 minutter”.

Stemmen er Hanne Ravns. Hun er underviser på SOSU Østjylland og klassen er i gang med den ugentlige mindfulness-træning. Eleverne står på røde yogamåtter spredt ud i rummet. I dag er der stående yoga, samarbejdsøvelser og liggende bodyscan på programmet.

Hanne Ravn er uddannet i Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR). Hun mener, at eleverne kan bruge øvelserne til at finde ro og nærvær - både i skoledagen og senere i praktik eller på arbejde, hvor hverdagen også er hektisk og krævende.

”Mange tror, at det handler om at slappe af. Være døsig. Men det handler om at være vågen og nærværende samtidig med, at de øver sig i at afspænde kroppen. Det er en svær træning med to modsatrettede ting på samme tid. Men det giver opmærksomhed på, hvor deres tanker eller følelser er ved at tage dem på vej hen. Det kan være ved stress op til eksamen eller i et samarbejde. Men det kan også være, når de møder borgere som er stresset af sygdom. Det er altid afgørende at være nærværende, når vi arbejder med andre mennesker. Det gælder især, når vi står ved siden af en person, som er døende eller måske dement. Når vi træner mindfulness, arbejder vi også med at styrke evnen til at udvise medfølelse, være empatisk og have barmhjertelighed med de mennesker, som vi skal drage omsorg for. Så vi træner nogle af de kompetencemål, der er i uddannelsen”, fortæller Hanne Ravn.

Undervisningen er ved at være slut og det er fredag eftermiddag.

”Lige om lidt har I weekend. Uroen melder sig, men kan I blive i uroen lidt endnu? Prøv at koncentrere jer om de næste 10 åndedræt.”

Stilheden forlænges og fortættes - og forløses så med et ”god weekend”. Rummet fyldes med snak og latter, folk pakker sammen og ønsker god weekend. De røde yogamåtter ligger igen i en stak på gulvet.

Obligatorisk stilhed og stræk

Bo, Lene og Ali er elever på holdet. De mener hver især, at de har fået noget personligt og fagligt ud af at lave øvelserne, og at klassens sammenhold er blevet bedre. ”Vi er en god klasse. Vi er meget forskellige, men vi er smeltet godt sammen. Det har kurset hjulpet med. Det skaber tæthed at overskride grænser sammen med andre,” siger Bo. 

Lene siger, at meditationen giver hende mulighed for at slappe helt af, og at hun mærker en forskel, når hun kommer hjem efter de har afsluttet dagen med mindfulness. Ali fortæller, at øvelserne er gode, hvis man som ham har ”ret meget krudt i numsen”.

”Ja, det er en gylden mulighed for lidt stilhed. Og så er det godt at bruge kroppen”, supplerer Bo, der tidligere har arbejdet som anlægsgartner. ”Vi har femkvarters lektioner, og mennesket kan koncentrere sig i 45 minutter af gangen. Så vi sidder og er ved at kollapse til sidst og hører ikke det sidste, der bliver sagt. Der kan øvelserne helt sikkert skabe mere fokus i undervisningen,” siger han.

”Men det er helt sikkert noget, der bør være mere fokus på. Særligt med tanke på, at vi er i et fag, hvor vi arbejder med mennesker” mener Bo. Lene nikker.

”Jeg bruger det med fokus på åndedrættet i mit arbejde med demente”, forklarer hun.
”Bare det, at jeg trækker vejret dybt ved siden af en borger, der er forvirret eller ked af det, kan gøre, at han stopper med at græde.”