Skip to main content

SOSU-formand blæser til kamp mod tomme pladser på SOSU-uddannelserne

”Vi skal den kritiske mangel på SOSU’er til livs nu, hvis der også i fremtiden skal være nok fagpersonale til at tage sig af vores syge og ældre”. Sådan lyder budskabet fra SOSU-skolernes formand, Lisbeth Nørgaard, i en pressemeddelelse forud for DM i Skills den 16.-18. januar. Ny landsdækkende rekrutterings-kampagne skal få flere til at vælge SOSU-uddannelserne.

15. januar 2020

Når dørene til DM i Skills 2020 åbnes om lidt, er det andet og mere på spil end flotte medaljer. For antallet af plejekrævende stiger, mens antallet af elever og faglærte inden for social og sundhed falder. Så drastisk, at kommunerne i løbet af de næste 10 år vil mangle over 41.000 nye social- og sundhedsmedarbejdere.

”DM i SOSU er en god anledning til at fejre SOSU-fagets store faglighed og vise de besøgende vores stærke og vigtige uddannelser. Vi skal sætte alle sejl for at bekæmpe de tomme pladser på landets SOSU-skoler og manglen på faglærte i sektoren generelt,” forklarer Lisbeth Nørgaard, formand for Danske SOSU-skoler.

I tredje kvartal af 2019 begyndte i alt 2.984 på grundforløb 2 til en uddannelse som social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent. En pæn stigning i forhold til 2017, men langt fra nok til at imødekomme fremtidens behov for faglærte inden for social og sundhed.


Ny kampagne

En ny rekrutterings-kampagne, som SOSU-skolerne, Danske Regioner, KL og FOA har lanceret i fællesskab, skal være med til at bekæmpe manglen på social- og sundhedsmedarbejdere.

”Kampagnen skal sikre, at mange flere får øjnene op for den store faglighed og de mange muligheder for job og karriere, som social- og sundhedsuddannelserne åbner op for. Godt nok kan vi spore fremgang på visse punkter i forhold til rekruttering, men det går ikke hurtigt nok. Vi skal have social- og sundhedsfaget og uddannelserne endnu længere frem i bussen,” siger formanden.


Oplev Virtual Reality-træning ved DM

”Jeg er glad og stolt over, at vi har dedikerede og skarpe rollemodeller, der viser deres uddannelse og fag på flotteste vis. Både ved DM i Skills og i vores kampagne. Stort held og lykke til jer! Og tak til alle, der går i front for faget og uddannelserne. Jeg tror på, at øget kendskab batter i forhold til søgningen til uddannelserne. Naturligvis bakket op af de rette rammer og ressourcer til det langsigtede arbejde med at styrke uddannelsernes kvalitet og attraktivitet for både unge og voksne,” siger Lisbeth Nørgaard.
Ved DM i Skills kan både gæster og medier få lov til at prøve kræfter med den nyeste velfærdsteknologi inden for uddannelserne og faget, fx Virtual Reality (VR), og tage en tur i den mobile løftestol, Raizer.


FAKTA OM DM I SOSU

  • DM i Skills 2020 finder sted i Bella Center i København den 16.-18. januar.
  • 5 par fra hele landet dyster om titlen som Danmarks bedste social- og sundhedsassistentelever.
  • Medaljerne overrækkes af statsminister Mette Frederiksen ved fælles afslutning lørdag 18. januar kl. 14.
  • Vinderne kåres lørdag 18. januar kl. 15.30 ved SOSU-scenen.


FAKTA OM NY REKRUTTERINGSKAMPAGNE

For at udbrede kendskab til SOSU-uddannelserne og faget har Danske SOSU-skoler sammen med KL, Danske Regioner og FOA lanceret image- og rekrutteringskampagnen ”Social+Sundhed – Faglighed gør en forskel”. Kampagnen kan følges på socialsundhed.dk, Facebook-siden Social+Sundhed og Instagram.