Skip to main content

Tre undervisere fra SOSU Østjylland indstillet til Politikens Undervisningspris

Dagbladet Politiken uddeler hvert år en pris til en underviser fra en grundskole, et gymnasie og en erhvervsskole. I år er tre undervisere fra SOSU Østjylland indstillet til prisen. Her kan du læse elevernes indstillinger af deres yndlingsunderviser

Adam Reymann Hesager

Fag: "natur og udeliv" og/eller "idræt og bevægelse".

Derfor skal den indstillede have prisen

"Adam er uden tvivl den bedste lærer jeg har mødt og haft fornøjelsen af at bliver undervist af.
Adam udviser et passioneret ønske for at hans elever bliver den bedste version af dem selv. Dette handler ikke kun om det faglige, men også det personlige.

Han er der til at støtte dig, vejlede dig og rådgive dig hele vejen igennem uddannelsen. Til eksamen er han dit største heppe kor, i undervisningen er han passioneret og engageret og personligt er han den lære der altid er der, når du har brug for en skulder og en sludder.

Adam brænder for sine fag, og han videregiver sin passion for blandt andet naturen, i faget “natur og udeliv” ved at tage eleverne med ud, lade dem klatre, rapelle, fiske, lave bål og samtidig med sniger han teorien ind, sammen med udførelsen. Han gør det samme i faget idræt og bevægelse. På denne måde formår han at alle får en oplevelse og en viden på én og samme tid.

Jeg ville ønske alle børn og unge kunne have en lære som Adam".

Eksempler fra undervisningen

"Der var flere elever i klassen, som kæmpede med ordblindhed. Dette tog Adam højde for, og i stedet for at terpe os igennem pensum i teori bøgerne, så tog han os på fisketur, vi lavede vores egne olympiske lege, vi tog ud til et vandhul og mange andre ting.

Han formåede I hver eneste undervisningstime, at lære os at lære, vi fik det mellem hænderne, vi mærkede det på kroppen og vi fik udfordret vores ide om hvad vi selv kunne og I processen oplevede vi en lære som som så vores ressourcer, ikke vores fejl! Og det har været mere værd end selve uddannelsesbeviset".

 

Sara Anna Blom Jonasson

Fag: Uddannelses specifikke fag - grundforløb

Derfor skal den indstillede have prisen

"Sara er det mest opmærksomme og kærligeste menneske. Hun gør hver undervisning til en leg, forstået på den måde at hun går højt op i at få undervisningen til at være interessant og lærerigt, selv det mest kedelige, kan hun få til at være interessant og fyldt med mening.

Sara er empatisk, forstående og anderkendende i sin undervisning og tager højde for det enkelte individ. Hun er meget opmærksom på det igangværende modul og har altid energi niveau højt.
Udover det, er hun en lærer med humør, arrangeret og meget forstånde overfor sine elever.
Sara er social og sundhedskolens svar på Rita.

Hun fortjener denne pris da hun er den bedste lærer vi nogetsinde har mødt".

Eksempler fra undervisningen

"Vi har til opgave at skulle ud at synge på et plejecenter for nogle ældre. Selvom vi som klasse var meget imod det at skulle synge, gav Sara ikke op, hun er ikke den store musiker, men alligevel så kaster hun sig over et klaver og har nu formodet at motiveret os til at synge.

Sara har forståelse for at vi som elever kan miste energien eller motivationen, det er bl.a. her Sara er kreativ i sin undervisning og har altid en leg eller noget bevægelse hun kan trække ud af ærmet, som fx. en dans for at få energien tilbage til os".

 

 

Susanne Bergmann Andersen

Fag: Uddannelsesspecifikke fag

Derfor skal den indstillede have prisen

"Susanne skal have undervisningsprisen fordi hun er en dygtig formidler. Hun er god til at få alle med. Hun er god til at fremhæve den enkelte, og se deres ressourcer. Hun sørger for at alle bliver hørt. Hun er altid positiv og optimistisk. Hun lytter til vores behov og ønsker i forhold til undervisningen, og gør gerne en ekstra indsats for at lære os noget om det vi ønsker os.

Hun har en stor viden, og hun forstår altid, hvad vi mener. Hun er god til at give ris og ros, og komme med løsningsforslag. Når vi har haft undervisning med Susanne går vi glade fra skole, og føler vi har lært noget. Hun har en rigtig god humor og er god til at gøre undervisningen spændende".

Eksempler fra undervisningen

"Susanne bruger PowerPoint i sin undervisning, og slutter tit af med en opgave som vi skal løse. På den måde bliver vi testet i den undervisning vi har fået. Hun får os til at øve fremlæggelser, så vi på den måde bliver forberedt til eksamen. Hun viser videoer, og giver os mulighed for at diskutere bagefter, og der er plads til alles meninger og holdninger".

Politikens Undervisningspris

Fristen for at indstille undervisere til prisen er torsdag 5. april.

Se mere om Politikens Undervisningspris >>