
Ukrainere er glade for arbejdet i ældrepleje
”Tak for muligheden”, blev der sagt igen og igen i interviewet med to kvinder fra Ukraine, Iryna og Elena, der er i gang med vores 16-ugers forløb; introduktion til ansættelse indenfor sundheds- og omsorgssektoren.
Taknemmelighed, livsglæde og gåpåmod stråler ud af alle deltagerne på holdet, de udstråler så meget optimisme at det er svært at forestille sig, alt hvad de er gået igennem det seneste år.
”Jeg blev præsenteret for denne uddannelses-mulighed på en jobmesse i foråret og jo mere jeg hørte, des mere fik jeg lyst til at ansøge. Og heldigvis fik jeg mulighed for at deltage,” fortæller Elena og fortsætter: ”Jeg er så glad for at være her, selvom alt er nyt. Det er helt ubeskriveligt så fantastisk et uddannelsessystem I har her i Danmark - det giver lyst til læring - og det er meget anderledes end i Ukraine.”
Elena fortæller om undervisningen i Ukraine, hvor der ligger et stort pres på resultater fremfor læring og proces. Underviserne er autoritære og meget teoretiske, uden egen praksiserfaring.
”Vi har virkelig nogle dygtige og kompetente lærere her i Danmark. Det er så fedt at de selv har en faglig uddannelse. De er blandt andet sygeplejersker og paramedicinere – og de har så mange historier ude fra praksis, som gør undervisningen meget relevant og levende. De fortæller meget mere end den teori der står i bøgerne!” siger Iryna og Elena tilføjer: ”Også atmosfæren i undervisningen er meget anderledes – jeg elsker det danske ord ’hyggeligt’, og det beskriver virkelig stemningen – der er ikke det samme pres som i Ukraine og underviserne er meget interesserede i os; hvad vi føler og har behov for i undervisningen.”
De ukrainske kvinder er på et 16-ugers uddannelsesforløb, der både består af fagundervisning, sprogundervisning og forløb ude i praksis. Deltagerne er i mindre grupper tilknyttet forskellige plejehjem i Aarhus Kommune.
”Det var rigtigt godt at komme ud i praksis og prøve det af, vi havde lært. Det er virkelig givende når man kombinerer uddannelsen på den måde,” fortæller Iryna og Elena tilføjer: ”og så har vi også fået øvet vores danske! Ude i praksis lærer vi dansk mens vi bruger det, i stedet for at glemme det igen, når vi går ud af klasselokalet. Og så lærer vi jo fra de bedste, ude i praksis, vi lærer jo af danskerne selv!” og Iryna tilføjer: ”og det er ikke kun sproget vi lærer, men også hvordan ’man er dansk’; de fortæller os om helligdage, klassiske retter og hvad man gør af forskellige kulturelt betingede ting her i Danmark. Det er simpelthen den bedste måde at blive integreret på!”
Flere af deltagerne har været så glade for forløbet at de nu undersøger, hvordan de kan uddanne sig videre indenfor sundhedsog omsorgssektoren, til blandt andet SOSU-hjælpere og -assistenter. Forløbet har givet dem mod på videre uddannelse, hjulpet dem i gang med integrationen og givet dem en følelse af selvstændighed og medbestemmelse i en svær tid.
Held og lykke med fremtiden til alle deltagere.