Inspirerende læringsmiljøer

Astrid Myntekærs og Cornelia Baltes værker udgør hovedelementerne i den samlede kunstudsmykning.

Herudover kan man rundt på gangene og i opholdsrum opleve spejltryk af Alexander Tovborg, fotografier af Michael Utzon, en neonskulptur af Nat Bloch Gregersen, litografier af Ugo Rondinone, malerier af Ditte Ejlerskov og skulpturværker af Kim Grønborg.

Permanente værker:

• Afdelingen i Aarhus: Astrid Myntekær, Cornelia Baltes, Alexander Tovborg, Michael Utzon, Nat Bloch Gregersen, Kim Grønborg.
• Afdelingen i Silkeborg: Cornelia Baltes, Ugo Rondinone, Ditte Ejlerskov.

SOSU Østjylland er medlem af foreningen kunst-på-arbejde (KPA).

KPA indkøber og udlåner samtidskunst til danske arbejdspladser. Samlingen bestående af både velkendte klassikere og moderne samtidskunst af danske og udenlandske billedkunstnere.

Derudover giver vi lejlighedsvis lokale kunstudøvere mulighed for at vise et udvalg af deres værker frem i skolens lokaler.

The Orbit V, 2020
Kobber mobiler
Variable dimensioner

I hovedindgangen på afdelingen i Aarhus hænger fem mobiler i kobber. De er skabt af Astrid Myntekær (f. 1985), der henter sin inspiration i en bred vifte af discipliner, herunder naturvidenskab, holistisk filosofi, nutidens samfundsforhold og den globale kulturudveksling.

Mobilerne består af opskårne og udfoldede kobberplader og konstrueres så de kan dreje rundt ved hjælp af en motor.

Kobber er et grundstof og metal, der på grund af sin kompleksitet repræsenterer transformation og
forvandling. Det er det metal der bruges, når man har brug for at lede energi, i fx ledninger.
Samtidig er kobber gennem historien kendt for sine healende egenskaber.

Myntekær arbejder med udgangspunkt i livets skrøbelighed, men i et univers, hvor der både lånes
elementer fra naturvidenskaben og den holistiske tankegang. I Astrid Myntekærs univers er der
plads til usynlige energier, tvivl og foranderlighedens æstetik. I hendes praksis, anvender hun ikke-materielle virkemidler som lys og kinetik med samme selvfølgelighed som andre materialer.

Hun har udstillet på flere danske og internationale kunstinstitutioner, ligesom hendes værker findes
i flere danske samlinger. Astrid Myntekær blev i foråret 2021 tildelt Statens Kunstfond 3-årige
arbejdslegat.

Cornelia Baltes (f. 1978, Tyskland) er kendt for sine malerier og installationer, der bevæger sig på
kanten mellem abstraktion og figuration på skift fra det ene til det andet. Kropslige elementer som
hænder og fødder, en del af et ansigt, ofte fanget i bevægelse, kombineres med fede sorte linjer,
der skaber former, der tilsammen giver os et strejf af en fortælling uden at afsløre den for os fuldt
ud.

Ved at fange disse øjeblikke, der synes ladede med en intensitet og en dynamik, inviterer Cornelia
Baltes os ind i en verden, hvor spontanitet og leg giver plads til subtile detaljer. Hendes præcise
teknik og brugen af sort maling tilføjer dybde og kontrasterer hendes intense farve palette, der
flyder ud, hvilket bidrager til denne iboende lethed i arbejdet, samtidig med at den skaber følelsen
af, at det blev gjort i øjeblikket.

Glen, 2021, afdelingen i Aarhus

Det store vægmaleri Glen er skabt specifikt til sportshallen med udgangspunkt i uddannelsernes
fokus på krop og bevægelse. Værkets mættede gule og pink farver komplementerer de gule
streger og den blå farve i hallens gulv og bidrager med en ro, som står i kontrast til rummets
dynamiske aktiviteter. Den sorte farve giver et energiskud, der skaber et organisk samspil mellem
værk og rum. Motivet kan fortolkes på flere forskellige måder – om man ser et landskab, en blomst, en skikkelse, der passivt eller aktivt deltager i udfoldelsen, er op til beskueren.

Slips and Trips, 2021, afdelingen i Silkeborg

Til afdelingen i Silkeborg, har Baltes skabt en altomfavnende maleriinstallation i et anderledes rum – en trappeopgang. Vægmaleriets abstrakte motiv i varme farvenuancer er inspireret af trappens
dynamiske og essentielle funktion på skolen, der forbinder de steder, vi skal til og fra – et sted hvor
vi i forbifarten mødes og hilser på vejen. Slips and Trips mimer udskårne skæve, trappetrin og de
sorte streger minder om kropslige former, hvilket omgiver trappen med et humoristisk parallelt
univers. Trapperne vender på hovedet, horisontalt og vertikalt, og stigen forbinder de abstrakte
niveauer i de forskellige etager.

Kunstnerens nøjagtige teknik og brugen af den dybe sorte maling som fragmenterede komponenter tilføjer kontrast, der giver værket en ynde og samtidig får det til at fremstå abrupt, hvilket kan fremkalde en oplevelse af spontanitet under beskuerens bevægelse mellem de etager, trappeopgangen forbinder. Det, man oplever i begyndelsen af bevægelsen på trappen, ændrer sig nemlig rundt om hjørnet som en legende indgriben i rummet, og på denne måde er beskueren med til at gøre værket dynamisk.

Bocca Baciata, 2014
Linoleumssnit på spejl
100x68 cm

Kulturhistoriens myter og arketyper spiller en gennemgående rolle i Alexander Tovborgs (f. 1983)
værker, hvor fortid og nutid væves sammen i ornamentale billedfortællinger om den menneskelige
eksistens.

Siden de første fossiler af dinosaurer blev identificeret i begyndelsen af det 19.
århundrede, har det forhistoriske dyr fængslet den menneskelige forestillingsevne og er inden for
både videnskaben og populærkulturen blevet et symbol på naturen og tilværelsens store dramaer
om oprindelse og død.

I sin afsøgning af den uddøde arts mytologiske kvaliteter rækker Alexander
Tovborg tilbage til de første zoologiske gengivelser af dinosauren, der blev skabt af Benjamin
Waterhouse Hawkins i 1854. Alexander Tovborg har gentaget det samme motiv igen og igen: en
grædende dinosaur i et tidløst landskab. Figur og baggrund, himmel og jord er ikke skarpt adskilt,
men glider over i hinanden som et mytisk billede på en svunden tid, hvor alt endnu er i balance.

Gennem det stiliserede formsprog og den eksplicitte personificering af dinosauren peger Tovborg
på, hvordan vores fortællinger om fortiden – og dermed også vores nutid – opstår og genfortælles i
et komplekst samspil mellem en historisk given kultur og et grundlæggende eksistentielt behov for
at skabe mening gennem myter.

Gennem hele sit liv har Michael Utzon (f. 1984) fotograferet, og som barn brugte han utallige timer
i mørkekammeret, hvor han under kyndig vejledning af sin farfar, den banebrydende
danske fotograf Keld Helmer-Petersen, blev introduceret til fotografiet. Under et ophold i New York
i 2013 udviklede Utzon for alvor sit helt eget formsprog, der er karakteriseret ved organiske og
farverige billeder i en stram grafisk komposition.

Ved brug af kameraets makrofunktion zoomer Michael Utzon tæt ind på ting fra hverdagen, så de
til tider fremstår næsten uigenkendelige og formløse. Når Michael Utzon bevæger sig rundt som
fotograf, scanner han konstant omgivelserne i sin iver efter at spotte nye smukke formationer. Som
en surfer på jagt efter den næste bølge er han intuitivt og sansende tilstede.

Michael Utzons værker er blevet til i en hastigt fremadskridende, visuelt domineret og informationsmættet verden. Den verden Michael Utzon retter sit blik mod, er spejlblank, sprød, dugget, perlende, ru og afskallet. Han inspirerer os til at se på detaljer i vores vante omgivelser på ny, selv de simpleste ting.

Hans fotografier åbner vores øjne for det skønne i det oversete og banale; i overfladen af en blå pressenning, en krøllet serviet, en rusten bil eller noget helt andet. Hvad vi ser er i virkeligheden ligegyldigt, for det er mønstrene og de smukke abstraktioner, der skjuler sig i det velkendte, som Michael Utzon med sine fotografiske close ups i sidste ende ønsker at lede vores opmærksomhed hen imod. Og særligt i nutidens globale virkelighed, i en samtid præget af distraktioner, hvor alting skrider hastigt fremad, synes nærværet, som Michael Utzon skildrer, måske mere og mere tiltrængt.

I trappenedgangen til idrætssalen i Aarhus hænger en lysende neonskulptur. Nat Bloch Gregersen (f. 1986) har udviklet et særligt sprog med udgangspunkt i en fri streg, som hun giver en tredimensionel form med neonrør i forskellige farver. I mødet mellem de organiske abstrakte former og neonmediets industrielle og strømlinede udtryk opstår et spændingsfelt, som både indeholder kvaliteter af noget skarpt/koldt og noget blødt/følelsesbetonet.

Neon skabes af glasrør, der opvarmes og bøjes i alle mulige former, og det er derfor et fleksibelt
materiale at arbejde med. Det fascinerende ved neon er, at det er en ædelgas, en slags “flydende
ild”, der har en direkte, magisk og pirrende aura om sig, og som påvirker vores sanser øjeblikkeligt.

Neon har råbt på opmærksomhed, lokket øjnene og vist vej, mens de signalerede storby,
menneskemylder og aktivitet. Og hvor neon-reklamer i sin tid var udtryk for noget nyt og moderne,
så har de i dag et umiskendeligt skær af retro. Mange af dem er udskiftet med LED-lys, kulørte
plastikskilte, der oplyses indefra og voldsomme reklameskærme, der viser levende billeder. Men
klassikerne lever, og der opstår noget nær folkeligt oprør, når de kommer i farezonen. Mens neonreklamerne i gadebilledet kæmper for deres overlevelse, så er neon blevet et populært materiale - både som udsmykning i private hjem og blandt kunstnere.

Nat Bloch Gregeresen siger om sig selv, at hun nok altid har haft et søgende sind, og en indre
undren over verden og mig selv i verden. Det er i berøringen og dialogen med omverdenen
(mennesker, natur, litteratur, videnskab) at inspiration opstår. I hendes kunst er hun særligt optaget
af de usynlige og uhåndgribelige aspekter som følelser, og relationer og fysiske fænomener som
immaterialitet, gennemsigtighed, lys og farve, transformation fra fast til flydende og fra synligt til
usynligt.

“En kunstner er, før alt andet, en person som er stormende forelsket i det visuelle.” Ugo Rondinone er født i Brunnen, Schweiz i 1964 af italienske emigranter. Han har boet og arbejdet i New York siden 1999.

Med få virkemidler iscenesætter han velkendte figurer og symboler, så de forskydes, og vi ser på
dem med nye øjne. Han udtrykker sig i vidt forskellige materialer og medier. Han er kendt for sine
totalinstallationer, videoværker, fotografier, kæmpemæssige tegninger, malerier og skulpturer.
Han spiller på vores intuitive og impulsive genkendelse af motiver som fx en klovn, et træ, en
regnbue eller som her på skolen et vindue.

Hos Rondinone er symbolerne – vinduet, regnbuen og den triste klovn – så almene, at de nærmer sig et opløsningspunkt, hvor de kan betyde hvad som helst. Det er kollektive tegn, der er anvendt så mange gange og i så mange kontekster, at de krakelerer og lader os tilbage med individuelle associationer og erindringer – et sprog, der er ensomt, fordi det ikke har holdepunkter udenfor os selv, men blot klæber til den enkelte underbevidstheds drømmeverden.

Vinduerne er på en gang naturalistiske og psykedeliske. De er malet i nuancer, der spænder fra
neutral til slikfarvet, indeholder de frem for ruder i klart glas farveflader i lilla, gult, og blåt. Det er
vinduer man ikke kan kigge ud af, der er lukket for udsigten, blokeret for udsyn. Til gengæld har
Ugo Rondinone malet vinduer, der sender blikket indad mod os selv.

Ditte Ejlerskov er en af de markante profiler inden for nutidsmaleriet herhjemme, der har formået at sætte maleriet i kontakt med særligt mainstreamkulturens iscenesættelse af krop og køn. Men Ejlerskov har aldrig modtaget undervisning i maleri og var nødt til først at finde sin egen selvlærte vej ind i maleriet.

Gradientbillederne er store, fordi de skal gå direkte i kontakt med kroppen. Farvefladerne skifter
umærkeligt tone og kvalitet. De minder om colourfieldmalerier fra 1960’erne – eksempelvis af Mark
Rothko og Barnett Newman – og kan på sin vis have lidt af den samme meditative kvalitet. Men
inden man fortaber sig for meget i disse billeders spirituelle aura, mindes man om deres slående
lighed med colour-displays fra billedbehandlingsprogrammer såsom Photoshop, og så er vi
ligesom stadig i skærmkulturens usikre og diffuse virkelighed.

Ditte Ejlerskov er et godt eksempel på, hvordan maleriet stadig kan gøres relevant i en samtid, der ellers er præget af nye medier og post-internet kulturens digitale bevidsthed. Ejlerskov har lavet det officielle portræt af tidligere Statsminister Helle Thorning Schmidt i 2017.

Grønborgs værker Stavær, Streg og Stativer er blevet til i et samarbejde mellem skolen, kunstneren og Statens Kunstfond.

Kunstværket består af en stor, centralt placeret hovedfigur, samt en række mindre værker, der er placeret på trapper og gange på skolens afdeling i Aarhus.

Værket er fremstillet af kulfiberbelagt og farvelakeret letvægtsskum, titaniumrør, spejl og plade. 

Kunstneren Kim Grønborg siger selv om værket:

- "Min erfaring fra arbejde som handicaphjælper, har lært mig at handicappede kan være skrøbelige mennesker og at det kan være grænseoverskridende at hjælpe dem. Det er psykiske elementer, som det tager tid at forstå og følgelig kan både den handicappede og dennes hjælper reagere uforståeligt. Det er menneskelige problemer og kvaliteter."