SOSU Østjylland | Gør dig klogere på livet

Vejledning Ny elev på SOSU Østjylland

En miniguide med praktisk information til dig, der er ny elev.
Velkommen Til Nye Elever

Velkommen til SOSU Østjylland!

Du kan glæde dig til en spændende tid med læring og udvikling, nye mennesker og en masse oplevelser. Vi glæder os rigtig meget til at tage imod dig.
Se informationerne her på siden igennem, så er du klar til uddannelsesstart.

Bliv klar til uddannelsesstart

Intro til IT

Det er vigtigt at du medbringer din computer eller iPad allerede på din første dag på skolen, så du er klar til introduktion til IT. Her vil du blive logget på  WiFi, Office og print ved hjælp af et brugernavn eller skolemail og adgangskode, som du får af skolen.

Guides til skolens systemer

Du kommer til at arbejde i forskellige IT-systemer, mens du tager din uddannelse. Allerede inden du starter hos os vil vil bede dig om at se guides til disse systemer:

Du finder siden med guides her

Undervisning, bøger og støtte

Skema og undervisningstid

Undervisningen er placeret i tidsrummet 8.15 - 16.00. Du får dit skema den første dag på skolen.

Bøger

Skolen låner dig de fagbøger, du har brug for under din uddannelse. Hvis du ved, at du gerne vil lave noter i bøgerne, skal du købe dine egne bøger. Her kan du se boglisterne:

Støtte og hjælp under uddannelsen

Mens du tager din uddannelse, kan du få hjælp og støtte til faglige og personlige udfordringer, fx tal- eller ordblindhed, IT-hjælp, mentor. studiecafe mm. Se mere om mulighederne her

Brandbekæmpelse og førstehjælp

Undervejs på Grundforløb 2 skal du bestå kurser i brandbekæmpelse og førstehjælp. Du har to gratis forsøg til at bestå kurserne. Derefter skal du selv betale for at få dem.

SU, løn og ferie

SU

Du kan få SU, mens du går på grundforløb 1 og 2, hvis du er fyldt 18 år. Se mere på su.dk. Hvis du har spørgsmål vedrørende SU, kan du kontakte elevadministrationen.

Løn

Som elev med en uddannelsesaftale er du ansat af en arbejdsgiver, som udbetaler din elevløn. Du skal derfor kontakte din arbejdsgiver, hvis du har spørgsmål til ansættelse, løn og feriepenge.

Ferie

Skolen er altid ferielukket i uge 28, 29 og 30, og mellem jul og nytår. Så der har du ferie. Du kan se øvrig ferie i skole-oplæringsplanen for det forløb, du går på:

Sygdom

Hvis du bliver syg eller skal være hjemme med sygt barn, skal du registrere fraværet i Studie+. Hvis du giver besked til skolen inden undervisningsstart kl. 8.15, bliver det registreret som godkendt fravær. Alt andet fravær er ikke-godkendt fravær.

Hvis du har en uddannelsesaftale, skal du også melde dig syg hos din arbejdsgiver.

Kørsel og parkering

Befordringsrefusion

Hvis du har en uddannelsesaftale og mere end 10 km fra dit hjem til skolen, har du mulighed for at få refunderet din befordringsudgift svarende til billigste offentlige transportmiddel (buskort). Du skal udfylde et ansøgningsskema, som skal afleveres til elevadministrationen. Der gives kun refusion svarende til prisen på billigste buskort – også selv om du kører i egen bil.

Henvend dig til elevadministrationen, hvis du vil søge befordringsrefusion.

Ungdomskort

Som elev på grundforløbet kan du søge om Ungdomskort på Ungdomskort.dk (dog ikke hvis du har en uddannelsesaftale). Når du søger om Ungdomskort, så husk at starte med trin 1. Ungdomskortet koster ca. 400 kr. pr. måned.

Hvis du har spørgsmål vedrørende Ungdomskort, kan du kontakte elevadministrationen.

Parkering

Skolen har parkeringspladser, men erfaringen er, at det kan være svært at få plads til alle, særligt i opstarten af uddannelser. Derfor opfordrer vi dig til at tage offentlig transport, cykle eller køre sammen med andre. Du kan også tage Letbanen til vores afdeling i Aarhus.

Hvis du parkerer din bil på skolen, skal du registrere den for at undgå at få bøder. Du vil automatisk modtage et link på din skolemail, hvor du kan registrere din nummerplade for hele din uddannelse. Din registrering gælder kun i dine skoleperioder og ikke i dine oplæringsperioder.

Du får dog først adgang til din skolemail, når du begynder på skolen. Så til de første par dage kan du lave en midlertidig registrering ved at bruge det link, som du får i velkomstbrevet fra skolen.

Her finder du en videoguide til at oprette dig hos Q-park

Praktiske oplysninger

Kantine

Der er kantiner på afdelingerne i Aarhus og Silkeborg. Her kan du købe lækker og sund mad, drikkevarer og frugt/snacks. På afdelingen i Skanderborg er der et elevkøkken, hvor du kan lave the og kaffe og varme mad.

Motion

Som elev er det gratis at bruge skolens motionsrum og idrætsfaciliteter, når de ikke er i brug til undervisning.

Studiekort

Som elev på skolen får du adgang til appen Studiz, der er dit digitale studiekort og giver adgang til en masse gode tilbud og rabatter.

Forsikring

Vi anbefaler, at du har en heltidsulykkesforsikring i dit forsikringsselskab, da du på skoleforløbene ikke er omfattet af arbejdsskade-/arbejdsmiljøloven.


Glemte sager

Glemte sager indleveres i skolens reception.

Skolens regler

Når du er elev eller kursist på skolen, bliver du en del af et stort fællesskab, som skal fungere sammen. Det kræver, at alle følger nogle simple spilleregler, som du finder her:

Ordensregler

Ordensreglerne handler blandt andet om fremmøde og fravær, brug af mobiltelefon og tavshedspligt. Vi anbefaler, at du orienterer dig i reglerne, inden du begynder på skolen. Ordensregler for SOSU Østjylland

Røgfri skoletid

SOSU Østjylland er røgfri både ude og inde.

Røgfri skoletid betyder, at man ikke må ryge i skoletiden. Det vil sige fra man møder i skole og til man har fri – hverken på eller uden for skolens område, eller når man er på tur. Røgfri skoletid gælder for alle, både elever, medarbejdere og kursister, og inkluderer alle former for tobaksmidler, e-cigaretter og snus.

Personoplysninger

Her kan du læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger som elev på SOSU Østjylland

Ny elev fra en anden skole

Hvis du skal flytte til SOSU Østjylland fra en anden skole

  • Bed den skole, du går på, om at overflytte dig til SOSU Østjylland i det studieadministrative system (studie+)
  • Hvis du skal på hovedforløb, skal du indgå en uddannelsesaftale med en af SOSU Østjyllands samarbejdskommuner.
  • Send nedenstående dokumentation til os, så vi kan sætte dig på det rette forløb. Brug Send sikkert-formularen og send til "Elevadministrationen".
    • Skolevejledninger eller samlet karakterudskrift. Her skal vi kunne se, hvilke skolefag du har bestået og hvornår.
    • Erklæring om oplæring. Her skal vi kunne se, at du har bestået oplæringsperioderne.
    • Lokal uddannelsesplan (LUP) eller et link til den. Her skal vi kunne se en plan for, hvor dine skolefag har ligget.

Hvis du er elev på SOSU Østjylland og skal flytte til en anden skole

  • Henvend dig i elevadministrationen. De kan overflytte din skoleindskrivning til den nye skole. Du kan få udleveret skolevejledninger og erklæring om oplæring.
  • Lokale uddannelsesplaner (LUP) finder du her