Hvordan er uddannelsen opbygget? Hvor lang tid tager det at blive pædagogisk assistent?
Uddannelsen til pædagogisk assistent er en erhvervsuddannelse. Den starter med et grundforløb:
- Du kan starte på Grundforløb 1, hvis det er mindre end to år siden, du afsluttede 9.- eller 10. klasse.
- Du kan starte på Grundforløb 2, hvis det er mere end et halvt år siden, du afsluttede 9.- eller 10. klasse.
Begge grundforløb varer 20 uger. Efter et eller to grundforløb fortsætter du på hovedforløbet til pædagogisk assistent, der varer 2 år og 1,5 måned. Her er du ansat ved en arbejdsgiver og får løn under uddannelsen (elevløn).
Hovedforløbet veksler mellem perioder med skole og oplæring. Du skal i tre oplæringsperioder, som foregår i den kommune, som har ansat dig. Du kommer i oplæring i daginstitutioner, døgninstitutioner, SFO’er eller andre pædagogiske tilbud.
På hovedforløbet har du typisk 47 ugers undervisning på skolen og 54 uger i oplæring på en læreplads, fordelt på 4 perioder med skole og 3 perioder i oplæring.
Hvis du er fyldt 25 år og har to års relevant erhvervserfaring, kan du blive pædagogisk assistent på kun 42 uger. Du starter direkte på hovedforløbet og tager uddannelsen med merit for oplæringen. Se mere