SOSU skoler samarbejder med populær youtuber

SOSU skoler samarbejder med populær youtuber

SOSU Østjylland har i samarbejde med ni andre SOSU skoler hyret den kendte youtuber Rasmus Brohave til at være SOSU assistent for en dag som et led i filmkonceptet: ”Hvad kan jeg blive?” Youtuberen er udvalgt efter ønske fra nuværende SOSU elever, der efterspørger uddannelsesinformation i øjenhøjde.

Med 282.000 abonnenter på YouTube og 304.000 følgere på Instagram er 22-årige Rasmus Brohave en ung mand med et talerør direkte ind i Danmarks ungdom.

Det talerør har vi lånt i et håb om at skabe større kendskab til SOSU Assistentuddannelsen og generel interesse for SOSU-faget blandt de unge, som skal vælge ungdomsuddannelse i nær fremtid. 

Rasmus Brohave er hyret til at lave endnu et afsnit af sin populære YouTube-serie ”Hvad kan jeg blive?” med fokus på uddannelsen til og arbejdet som SOSU sassistent.

Udover et massivt antal følgere og visninger på YouTube er der en helt særlig grund til, at valget faldt på Rasmus Brohave, da SOSU skolerne overvejede nye muligheder for at vække de unges interesse for SOSU-faget.

Direkte adspurgt i en intern spørgeskemaundersøgelse pegede nuværende SOSU elever nemlig direkte på Brohave som en troværdig og inspirerende stemme, som de gerne vil lytte til.

Camilla Jørgensen var én af dem:

"Jeg nævnte selv, at man kan bruge Rasmus Brohave. Det gjorde jeg, fordi jeg har set nogle af hans film i serien ”Hvad kan jeg blive?” – og jeg synes, de er rigtig gode. For mig betyder det allermest, at det er en ung på min egen alder, der fortæller om, hvordan det er at tage uddannelsen, være i praktik og så videre", siger 19-årige Camilla Jørgensen, der er SOSU Assistentelev.

Hun håber, at filmen vil få rigtig mange unge til at blive mere nysgerrige på at tage en SOSU-uddannelse.

Hovedpersonen selv er også spændt på at se, hvordan følgerne tager imod den nye film:

Hvad kan jeg blive? er det mest populære, jeg nogensinde har lavet på min YouTube-kanal. Allerede efter første afsnit kunne jeg mærke, at de unge seere havde savnet noget indhold, som netop lærte dem om job- og uddannelsesmuligheder. Og ikke mindst noget indhold, der talte til dem i øjenhøjde", forklarer Rasmus Brohave.

I dag er han 22 år og har for længst lagt folkeskoletiden bag sig, men han husker stadig tilbage til tiden med snak om valg af uddannelse. 

"Jeg ved fra min egen tid i folkeskolen, at mange unge er usikre om, hvilken vej de vil gå i livet, så hvis jeg kan hjælpe dem det mindste med at pege dem i den rigtige retning for dem, så føler jeg, at mit arbejde er det det hele værd", siger han.