SOSU Østjylland | Gør dig klogere på livet

Sanktioner ved overtrædelse af ordensreglerne om Røgfri Skoletid

Første overtrædelse af røgfri skoletid

Hvis en elev ryger i skoletiden, bedes vedkommende slukke cigaretten og der indhentes
kontaktoplysninger på eleven. Røgfri skoletid-vejlederen kontakter eleven med henblik på støtte og
vejledning til at imødekomme skolens ordensregler om røgfri skoletid. Der er mødepligt til mødet med røgfri skoletid-vejlederen.
For elever under 18 år orienteres den/de, som har forældremyndigheden.

Hvis en elev ryger indendørs, anses det som en skærpende omstændighed. Dette betyder, at niveau 1 og 2 springes over og eleven hjemsendes øjeblikkeligt som beskrevet i punkt 3.

Anden overtrædelse af røgfri skoletid

Ved 2. overtrædelse af Røgfri Skoletid indkaldes til en samtale med Røgfri skoletid-vejlederen
og uddannelsesleder. Der bliver lavet et notat fra samtalen, som eleven får en kopi af, og eleven
modtager en skriftlig advarsel. Der gives en mundtlig vejledning og informeres om konsekvenserne, hvis ordensreglen brydes igen.
For elever på hovedforløb og elever på grundforløb med uddannelsesaftale orienteres arbejdsgiveren om overtrædelsen af rygeforbuddet. Ved elever under 18 år orienteres den/de, som har forældremyndigheden. Der er mødepligt til samtalen. Ved udeblivelse sendes advarslen i e-Boks og der gives ikke godkendt fravær fra eventuel undervisning i det angivne tidsrum.

Tredje overtrædelse af røgfri skoletid

Ved 3. overtrædelse af Røgfri Skoletid bliver man hjemsendt midlertidigt fra skolen i 2 dage. Den dag, hvor det sker samt den efterfølgende dag og fraværet noteres som ikke-godkendt fravær.
Hvis man er under 18 år, inddrages den/de som har forældremyndigheden samt repræsentant for UU-vejledningen i kommunen. Der bliver lavet et notat fra samtalen, som eleven får udleveret en kopi af. Notatet bliver lagt på elevsagen. Der er mødepligt til samtalen.
For elever på hovedforløb orienteres ansættende myndighed om, at der endnu engang er sket en overtrædelse af rygeforbuddet.

Fjerde overtrædelse af røgfri skoletid

Ved 4. overtrædelse af Røgfri Skoletid afbrydes uddannelsesforløbet for grundforløbselever.
For hovedforløbselever og grundforløbselever med uddannelsesaftale afholdes en samtale med
deltagelse af den ansættende myndighed, hvor det besluttes om uddannelsesforløbet kan fortsætte.
Hvis man er under 18 år, inddrages den/de som har forældremyndigheden samt repræsentant for UU-vejledningen i kommunen. Der bliver lavet et notat fra samtalen, som eleven får en kopi af. Notatet bliver lagt på elevsagen.